Så har jeg endnu en gang sat mig ved tegnebrættet (min seng), for at fortælle jer vidunderlige mennesker om min færd i det Amerikanske.
I går havde jeg så min anden første skoledag. Det er lidt svært at se hvad der står på mit skema, men i første time havde jeg algebra 2. Tallet står for hvilket niveau faget er på. Jo højere tal, jo højere niveau. Derudover er der andre former for niveau inddeling. Først tal, så er der honors, AP (aner ikke hvad det står for) og IB (International baccaulerate) eller en form for høj niveau. Men alle timer de første to dage, starter med gennemgang af en syllabus. En syllabus er en form for reglement, hvor de siger til vel og mærke 16 årige elever, at de ikke må komme for sent, og at de skal lave deres lektier. De mere awesome lærere, sagde at det kunne vi nok godt finde ud af, så de gennemgik nogle ting, der specifikt tilhørte deres fag. For eksempel skal jeg med skolebandet, spille som pep band for basket holdet. Derudover skal vi deltage i nogle konkurrencer, og sådan nogle ting. Så kom jeg 40 minutter for sent til min Government class, fordi mit skema var forkert... Læreren forstod det heldigvis, så nooo problemo. De fleste af mine timer gik derfor med at høre på lærere snakke om ligegyldige ting.
Men nu til det vigtige. Forventninger contra virkelighed. Det er beyond swag, hvis nu vi skal være lidt fint på den. Jeg bliver hentet af en gul skolebus, og ankommer til kaos på gangen når klokken ringer, proppet kantine, piger der råber "i love you" over hovedet på alle andre, og små munchkins der løber rundt i mellem alle dem fra high school. I kantinen er der det vietnamesiske bord, en masse smågrupper, udvekslingsstudenternes bord, sammen med en masse awesome glade typer! Alle er glade, og så er udvekslingsstudenter ULTRA populære. Der er folk jeg ikke har sagt hej til, der siger "hey Matt" på tværs af gangen, og jeg har været der 2 dage! Der var nogle der spurgte, om jeg ville hænge ud i weekenden. Alt er fantastisk bortset fra 1 ting. Jeg har næsten ikke sagt et ord i klassen indtil videre. Jeg betragter normalt ikke mig selv som den stille tyr (høhø), men i klassen selvom jeg kender svaret, sidder det ligesom bare fast i halsen. Det nok bare fordi, at det er de første dage. Jeg har ikke noget problem med at snakke med folk, eller svare hvis jeg bliver spurgt, men selv at skulle sige noget. Det er sværere end som så.
Det er faktisk rimelig nemt med navne herovre. Alle pigenavne slutter på i eller y. Alli, kacy, stacy, sammy, katy, christy og så er der Baha fra et eller andet sted tæt på Indien. Der er næsten ingen der bruger deres rigtige navn. Kun drengene. Ikke at jeg ligefrem hjælper på den statistik. Folk kan bare ikke sige Malthe. Det er så langt fra engelsk som det kan. Og min værstfar bliver ved med at introducere mig som Malthe, og den går bare ikke! Folk fanger alligevel ikke, hvad jeg hedder, og jeg bliver nødt til at sige Matt alligevel. '
På torsdag efter skole skal jeg til Baha'i Youth Conference. Det er et måde for unge mennesker, for i følge Baha'i troen er det ungdommen der vil ændre verden. De dyrker ungdommen rigtig meget. Sidste fredag havde vi study evening, hvor vores lille familie læser tekster fra baha'i troen, og snakker om forskellige idéer o.s.v. I ved jeg ikke er synderligt religiøs, men baha'i troen har en masse gode ting i sig. De dyrker det gode i alle mennesker, og mener at alle burde behandles ens, på tværs af religion, nationalitet og hudfarve. Dog ikke seksualitet, da det er en 150 år gammel religion, er den stadig lidt gammeldags.
Søndag snakkede jeg med min familie i Danmark for første gang i 2 uger. Det var godt nok mærkeligt, men enormt rart at høre deres stemmer. Får beskeder fra venner der spørger hvordan jeg har det herovre. Elsker det. Please hold mig opdateret hvis der sker noget som jeg går glip af.
Men jeg vil vende tilbage efter youth conference. Det bliver nok en gang mandag aften.
Vær fantastiske og dejlige!
Malthe
Ingen kommentarer:
Send en kommentar