Indianertramp, skole og en fez.

Haløjsa.

så har jeg sat mig tilbage til tegnebrættet, og skrevet mere om min lille tur over atlanterhavet.

Her i forgårs var jeg til noget der hedder et Powwow, med min nabo, som er indianer. En powwow er et møde for forskellige stammer, hvor de dyrker deres kultur, og finder sammen. Vi tog derud ved omkring 3-tiden, og kørte igen omkring klokken 10. Det var noget af en oplevelse. Der var hele tiden liv. Det ene øjeblik gik folk bare rundt, og lavede ting og sager, og det næste var alle med i en fællesdans, med akkompagnement fra en trommecirkel, som sad og trommede (huhøjsa kan i følge med) samtidig med at de sang lokale sange. Det var mest bare en masse huehua, men der var alligevel noget specielt over det.
Så omkring klokken 6 stoppede trommeriet, og folk satte sig til at spise. Der var nogle der syntes vi så sultne ud, så vi blev inviteret til kylling (fast del af en hver sydstats middag) bønner, indianer tacos og dessert. Noget som jeg har lagt mærke til, er at alle er enormt gæstfrie. De inviterer en ind alle mulige steder, og er altid enormt rare. Så sent som i går, da jeg gik hjem fra fitness, stod det ned i stive stænger, og en dame som arbejder i centeret, kørte ud efter mig for at køre mig hjem. Hun havde gået i samme kirke som Victor, så det var ikke bare en komplet fremmed.
Men efter vi så havde spist, tror jeg lige folk skulle slå maver, og så begyndte det ellers igen. Så var der noget der hed æring. I indianer kulturen, handler det ikke om at modtage gaver, men om at give. Så den familie der kan give mest, er mest awesome. Og det tog lang tid, for der var godt nok mange gaver. Og efter det, begyndte det helt store påfugleshow.
Men kom klædt ud imponerende fjerdragter i farver, så man skulle tro, at der var nogle der havde tabt en seriøs bunke maling ud over dragten. Dem med 2 fjerfaner, blev kaldt for fancy dancers (det var nok rimelig præcist), og dem med 1 hed original dancers. Så lavede de en gand march, hvor alle kom ind i en stor ceremoni, med trommen og hoppen over det hele. Hvis man havde bare tær, kunne man mærke jorden ryste under sig.

Det var uden tvivl noget af det vildeste jeg nogensinde har oplevet. Når der ikke er mange tilbage af sin slags, kan jeg godt forstå at man samler sig. Oklahoma er faktisk gammelt indianer land. Man havde først rykket dem længere øst og sydpå, men så fandt man olie, og så gav man dem det land som ingen andre gad have. Oklahoma. Så det er et virvar af forskellige stammer der samler sig til de her powwows. Selvom jeg var 1 ud af 4 blonde ud af de 1000 som var til powwow, var det stadig utroligt. I aften skal vi ud og spise, på byens efter sigende, bedste steak restaurant. Sidste gang at de var der, blev de næsten kørt ned af en hest. Jeg ved ikke rigtig hvor tryg jeg er ved at skulle et sted hen, hvor der er chance for at blive kørt ned af en hest. En ting jeg lige vil fortælle jer. DET HER ER REDNECK LAND! Uden at overdrive, hver 4. bil man ser er en pickup truck, og det er den eneste stat i landet, hvor at alle counties (kommuner) havde stemt repuplikansk. Så hvis jeg ikke kommer tilbage om 10 måneder, er det nok fordi jeg ved et uheld har sagt, at jeg går ind for abort, og er derfor blevet gennempløkket af en eller andens shotgun, og derefter smidt op i ladet på en pickup, for at blive dumpet i en sump.

Ses forhåbentligt om 10 måneder. Malthe

H

Indkøb i Oklahoma.

Haløjsa.

Jeg var her for første gang ude at se min skole. Jeg glemte mit kamera, (whoops) men der sal nok komme billeder. Det er en stor skole af rød mursten. Den er meget firkantet, som om det er en masse klodser, der bare er blevet stablet oven på hinanden, med små gange imellem dem, med betongulv, og rør der løber op og ned, som enhver gyde i en gammel gyser. Gulvet var belagt med klinker, i alle mulige forskellige farver, og gangene havde skabe, som man ser i alle high school film. Der blev vi så mødt af miss Grey, en sort kvinde med tyk sydstats accent, for at skrive os ind i systemet. Jeg valgte også skema. Jeg skal gå i 11. klasser eller junior. Det svarer til 2. G, så guess what, jeg ska være den lille dreng i klassen. Men de fag jeg skal have er engelsk, algebra 2 som matematik, spansk, government (en slags samfundsfag), klaver, band, speech og biologi. Jeg kunne ikke få physics som fag, for så kunne jeg ikke få speech, som amerikanerne er sindsygt dygtige til. Jeg tror jeg kan lære en masse fra det fag, så jeg ville meget nødigt misse det. Jeg har min første skoledag i d. 5 august.

Men i dag var jeg med min værstfar Victor, på indkøb. Jeg havde desværre glemt mit kamera, men jeg kommer der ud igen, og så skal jeg nok lægge nogle billeder ud. Men vi kørte et stykke ud i forstæderne, til et sted som hed Sams. Jeg anede ikke hvad det var, og det lignede bare et normalt varehus, og det var det vel sådan set også, men det var alligevel noget specielt at komme ind i indgangen, hvor jeg fik mit nok første store kulturshock.
Der var 5 meter høje jernstativer, med store bokse af forskellige dagligvarer. Det er åbenbart et storkøbscenter. Så alt hvad du købte var GRANDE. Der var poser med toiletpapir, der var så høje, at hvis du stablede to oven på hinanden, var de lige så høje som mig. Man kunne købe pakker med sandwich skinke, der vejede 2,5 kilo, til 100 kr, eller mayonaise bøtter på 10 liter.
ALT var stort. Jeg skulle prøve at have et par bukser, og det var krop umuligt, for de var alle sammen min længde, men mindst 3 størrelser for store. Folk i Amerika er tydeligvis meget små, og meget fede.

Så tog vi til noget, som hed Roos, som var et tøjmarked. Det var rimelig stort, men mest bare billigt. Jeg sparede 50 dollars på et par bukser. Jeg skal bruge skoleuniform på min skole, eller "udstyr".

Så skulle vi lige have de sidste ting i et supermarked, som hed Cao Nguyen. Der er en del Koreanere i Oklahoma. Der er et helt asian district. Og da jeg kommer ind i den butik, ser jeg store røde bannere, der hænger ned fra loftet, med små malerier af buddhaer. I butikken var der lange rækker, med alle mulige forskellige former for koreansk huttelihøj. Der var frisk fisk i køledisken, og det var ikke skåret ud, næh nej, det ordner man selv. Og hvis man ville have det rigtig friskt, kunne man få levende catfish.  Den var nok død når man fik den.
Der var en hel væg, en meget stor væg. Omkring 5 meter med stativer, og 25 meter lang væg, dedikeret til kæmpe store sække med ris, og instant noodles, i store kasser. Der var utallige former for asiatiske stel, og jeg ved ikke hvad. Det var fantastisk!

I morgen skal jeg Powwow. Det er et møde for indianere fra den stamme, der nu holder det. Min nabo, som vi ser ret tit, er indianer, og hun tager os til den her samling. Jeg skal nok huske mit kamera, og tage nogle billeder. Jeg har også lavet et års abonnement i et fitness center. Det betyder vel, jeg er tvunget til at tage derhen...

Hav det godt alle sammen.

Ankomst og fødselsdag

Heyson alle.

Så er jeg landet, ok sikke en dag. Jeg landede klokken 9.20 Oklahoma tid, eller klokken 4 dansk tid. Men det var jo slutningen på rejsen, den startede hjemme, og så til Københavns lufthavn. Startede med 8 timer til JFK i New York. Ikke noget specielt. Så skulle jeg have pas-kontrol (henviser til billede nummer 2). Jeg HADER lufthavne. Eller jeg hader at lande i lufthavne. Specielt når Gonzales, som skulle betjene mig, tydeligvis var i det lidt kedelige hjørne, så hans bevægelser mindede om et dovendyr på syre. Køen tog en times tid, og så skulle jeg skifte terminal, fordi jeg skulle med et lille fly til Detroit. Mit fly til detroit var forsinket med en times tid, så jeg var bange for at jeg ikke nåede mit fly, men no problem! Havde massere af tid, og havde også lige tid til at købe den eneste ting, jeg havde glemt på turen, min tandbørste. Det skal siges, at da jeg skiftede i Detroit, var klokken i følge min krop (og mave) 1 om natten, så jeg prøvede at sove i flyet. Det resulterede i at min nakke, havde det som om at den var blevet revet i småstykker af en gorilla. Ikke særlig rart, men fik dog sovet. 

Jeg blev vækket af piloten, der sagde at vi landede i Oklahoma City om 20 minutter. Da jeg lander står min værtsfar Victor og min værtsbror Alonso der og tager i mod mig. Det er selvfølgelig noget specielt, men det er ikke som en åbenbaring, man kunne have forestillet sig. Min kontaktperson Wayne, og hans udvekslingsstudent, Adrian. Vi kørte så hjem fra lufthavnen, og fik lov til at se noget af byen. Det er mest bare lave huse, med forskellige amerikanske mega kæder. 

Da vi kom til huset, gik jeg op og smed mine ting på værelset, billede 3. Min seng er den tættest på, og skufferne er til mit tøj (Alonso var kommet et par dage tidligere, og havde taget den gode skuffe). Næste dag var jo så min fødselsdag. Victor havde arrangeret fødselsdag, men først skulle vi i kirke. Den hedder North west christian church, og er rimelig stor. Stor nok til at have en baskethal, og zumba et par dage om ugen. Victor skulle synge, og det havde han gjort før, fordi alle vidste at vi var Victors nye udvekslingsstudenter. Det varede virka halvanden time, og så tog vi hjem, for der skulle gøres klar til stor fest. Så vi gik i gang med potter og pander, for at lave indian tacos, som er friturestegte brødtallerkner, med noget krydret kød og bønner, og så med nogle forskellige grøntsager. Der kom 4 andre udvekslingsstudenter. Adrian, en spanier mere, som hedder Gonzalo, en slovak Michael og til sidst en kineser, som først kaldte sig Stephen, men Adrian syntes det var bøsset, så nu kalder vi ham Wong eller Stephano. Jeg hedder Matt, fordi ingen kan Malthe ordentlig. Da alle var gået, ryddede vi op, og nu sidder jeg og ser Life of Pi sammen med Alonso, mens jeg skriver på bloggen.

I morgen skal vi ud og købe skole uniform og "udstyr".

Hav det godt, Malthe eller Matt.

Off we go

Jeg hader, Hader, HADER køer i lufthavne

Mit værelse

Alonso der skriver på min fødselsdagskage.

Piano me gusta!

Fødselsdagskage

Afgang lige om lidt.

Halløjsa.

Nu skal jeg rejse om kun 3 dage. Det er krawdedme ikke lang tid. Jeg fik først idéen, om at tage til USA for omkring 2 år siden. Det var til min kusines konfirmation, og jeg sad ved siden af en dame, som havde et barn over, og hun sagde at det havde været en kæmpe oplevelse.

 Som 13 årig virkede det hele en smule voldsomt, og jeg havde svært ved at hitte ud af, hvad det egentlig gik ud på. Så jeg begyndte at researche sådan lidt omkring hvordan man kom derover, hvad det indebar og sådan lidt af hvert. Jeg snakkede med min skolevejleder. Hun gav mig sådan set bare nogle hæfter med forskellige firmaer, som kunne sende en over. Jeg skal rejse med et forholdsvis lille firma, som hedder Explorius. Jeg syntes bestemt at have været tilfreds med dem. De har været sø de og hjælpsomme hele vejen, og man skal bruge hjælp. Det med at rejse i en forholdsvis ung alder, er en meget selvstændig beslutning (det burde det i hvert fald være), og det er ikke noget man bare lige gør. OVERHOVEDET IKKE. Jeg ved ikke hvor mange timer, jeg har brugt på alverdens skriverier, vaccinationer, interviews, dokumentunderskrivelse og ikke mindst bekræfte at jeg ikke var en terrorist. Det kræver en masse arbejde, men jeg er sikker på, at det nok skal blive det hele værd. Jeg besluttede det endeligt engang i slutningen af 8. klasse, hvor jeg bestilte et interview hos Explorius. Der blev jeg så godkendt, og siden da har det stødt og roligt bare rullet.

 Så kom det helt store gennembrud engang i foråret, hvor jeg fik af vide hvem jeg skulle bo hos i USA. Det er jo det man går og venter på hele tiden. Jeg skal bo hos en ældre amerikansk kinesisk mand i byen Oklahoma city, i staten Oklahoma (GENIUS!). Han har så samtidig med mig 3 andre udvekslings studerende. 2 af dem bor der mere eller mindre permanent, mens at han har 2 som mig, der kommer og bor hos ham, går i skole og er en del af hans dagligdag. Den anden hedder Alonso og er fra Mexico. Han er 18, så det skal nok blive interessant at blive lillebror. Jeg skal nok komme mere ind på familien, men det er begrænset hvor meget jeg ved, siden jeg kun har skrevet med dem på Facebook.

  Jeg er stadig meget usikker på hvad jeg vil opleve, men en ting er sikkert. Det skal nok blive helt ekstraordinært.

-Malthe

Så er der blog!

Hallo folks!

Så er min blog oppe! Den her blog er til for, at folk der har lyst til at vide, hvad jeg går, og foretager mig ovre i USA, kan følge lidt med. Jeg vil bestræbe mig på, at ikke bliver en "se min kaffe og kager" blog, men mere hvor jeg skriver om, hvad jeg oplever, og hvad jeg lærer. Jeg vil skrive om hvordan jeg har det, og hvordan jeg føler, da det ikke alt sammen er uden kvaler. Dog vil jeg prøve at fokusere på alle de positive ting der sker, og vær ikke i tvivl. Jeg glæder mig som en sindsyg! Jeg skal rejse om kun 10 dage fra Københavns lufthavn, mellemlande 2 gange (JFK og Detroit) inden jeg kommer til Oklahoma city klokken lidt over 9 lokal tid.

Jeg skriver ikke mere lige nu, da det mest var en introduktion, men der skal nok komme mere, det lover jeg ;)

Malthe