Skole og kylling.

Haløjsa allesammen.

Så er det igen blevet tid til, at jeg sætter mig ned efter nogen tid, det er jeg ked af, men jeg har haft travlt, og ikke lige haft overskud til at skrive.

Men nu begynder hverdagen for alvor at tage fat. Jeg tror jeg også sagde det før, men jeg tog så lige fejl der... Jeg bruger i gennemsnit omkring 1-1,5 time på lektier om dagen, og der er ikke så mange specielle events mere. Men denne her uge her jeg kun været i skole tirsdag, onsdag og torsdag fordi det har været Labor Day weekend. Det er en slags arbejdernes internationale kampdag, bare et halvt år forsinket/for tidligt. Jeg er ikke helt sikke på hvad det går ud på, men der tog vi over Wayne til sort gril. Det betyder store mængder af barbeque og overstegt kød. Tror ikke jeg har set så meget kød på sådan et lille bord. Han er en rigtig Afro American. Når man tager over og spiser hos Wayne, så betyder det masser af friturestegt, og igen, messer af barbeque sovs. Og han elsker kylling. Og herovre får man kun en slags kylling, og det er fried chicken, alla Kentucky Fried Chicken. De laver stort set aldrig kylling som i Danmark, hvor det normalt er i ovnen eller over grill. Det er altid fried, og det fantastisk!
For en uges tid siden, tog vi ud til Eischens, der ifølge Wayne er USA's bedste kylling. Jeg vil indrømme, at det var en forbandet god kylling. Og vi fik den selvfølgelig serveret med fried Okra og chili nachos. Kyllingen bleve serveret på et stykke papir, og amerikanere giver dig ikke en kniv med mindre du spørger om det. Så det var med fingrene, og så måtte man tørre af med noget papir. Det er bare en lille smule fedtet, men det smager nu meget godt. Det var godt 1 times kørsel derud, og vi nåede kun lige ud fra Oklahoma citys grænse. Det er en af Amerikas 5 største byer arealmæssigt. Alt er bare fladt og lavt. Heldigvis er Victor ikke så slem en fedtgris som Wayne. Men jeg sagde jeg godt kunne tænke mig noget broccoli til nogle ribs vi fik i går, og så spørger han om jeg vil have ost på dem?!? Jeg var målløs, men det er sådan de spiser broccoli herovre. Jeg takkede pænt nej.

Men nu er skolen for alvor begyndt. Jeg har lige fået mine første karakterer, og det ser nu ganske fint ud. Men jeg har lidt travlt over den her 3 dages weekend. Jeg har taget Speech Class, og den går på at du skal ud til nogle konkurrencer og nærmest udføre et 10 minutters skuespil, med dig selv eller med en partner. Det kan være både et drama eller humoristisk, poesi eller som mig, en tale. Så jeg skal skrive en 10 minutters tale, og jeg skal udføre den for første gang på torsdag. Jeg snakker om problemer omkring stereotyper, og om hvordan vi kan forhindre det. Jeg er lidt nervøs, men det skal nok gå. Så er jeg begyndt på det højeste niveau fransk nogen amerikansk high school kan tilbyde International Baccaulerate French 5/6. Nogle fra min klasse har haft fransk i 5 år, på niveau der ligner det danske rimelig godt. Det er rimeligt svært, men det er alligevel et af mine yndlingsfag :D
Jeg var ude med mit skoleband for at spille til indvielsen af et nyt restaurations projekt af et gammelt stadium. Vi stod i stegende hede med tunge instrumenter i cirka en halv time, og tog så derefter ud til mall'en og var der resten af dagen. Det var nu egentlig meget hyggeligt. På mandag skal jeg til min første cross country træning. Det skal nok blive godt.

Men jeg vil takke af for denne her gang, og så skal der nok komme noget mere herfra.

Pusseløjerlige og fornøjerlige hilsner herfra.

Malthe

Baha'i konference og en travl uge.

Haløjsa folkens af alle størrelser.

Håber at i alle har det fremragende og glimragende. Ting herovre er ved at blive mere hverdagsagtige, og det er fantastisk. Jeg har fået masser af ny venner i skolen, og Alonso og jeg bliver inviteret i byen, og ud til et af de store centre i byen. Folk er begyndt at kende os, og folk er ualmindeligt rare.

Men som titlen siger, så var Alonso, Andrés og jeg til en Baha'i youth conference. Victor kørte os, men siden han ikke er en youth, så kunne han ikke deltage. Andrés er vores anden bror i huset. Han er senior i det lokal College, og studere matematik og computer teknologi. Han er fra Colombia, og har boet hos Victor i 6 år. Han var oprindeligt en udvekslingsstudent, men besluttede sig så at studere i USA, og nu bor han så her.

Men lad mig først fortælle lidt om Baha'i troen. Den minder på mange måder om hvilken som helst anden religion, men efter min mening, mere human. Den er ikke blevet fordrejet og overfortolket, som mange af de ældre religioner er blevet. Noget som jeg syntes er meget vigtigt. "du skal elske din bror højere end dig selv." Den snakker meget om ens åndelighed, og er egentligt super cool.
Men grunden til at det var en Youth conference, var at de tror på, at det er ungdommen, der vil ændre fremtiden. Så det hele handlede om, hvordan kan vi ændre vores "community" til det bedre. Det vil de gøre ved at lave 3 former for skole. Den første er Childrens classes. Det handler om at få små børn 6-12 år, ind i det her fællesskab. Det handler ikke om at gøre dem til Baha'i, men om at lære børnene om åndelighed, kærlighed, respekt og om hvordan de i deres dagligdag, kan udføre "service". Service er den uselviske gerning for at gøre verden til et bedre sted. Det kunne være samle skrald op i parken, eller bare arbejde for at fremme verden.
Den anden form er Junior Youth classes. Det er for lidt ældre børn 12-15 år. Her går det ud på det samme som med de små børn, men på et højere niveau. Samtidig prøver de på at inspirere de her børn, til at blive Animators. Det er dem, der sørger for at børnene bliver undervist. De har den vigtiste funktion af alle.
Den tredje funktion er Devotions. Det er lidt ligesom at gå i kirke, men der er ikke nogen præst, for man skal finde sin egen gud. Du må godt blive hjulpet, men du skal selv finde ham.
Før vi gik til den her Youth Conference, var der devotion en gang om ugen. Ingen Childrens classes eller Junior Youth. Nu er alt fyr og flamme, og de er alle gået i gang med at forberede de her classes. Jeg er ikke Baha'i som i nok ved, men de har alligevel taget mig til sig, som var jeg en Baha'i. Jeg skal hjælpe me at få stablet en childrens class på benene. Det bliver hyggeligt.
Men det meste af konferencen gik ud på, at vi skulle finde os selv og hinanden. Det gjorde vi ved at snakke om forskellige emner, spille spil, lave små skits (resulterede i en hvor der var en der fik bank, fordi han ikke fik høje nok karakterer), og bare have det godt. Vi spillede et spil der hed Spot it, og alle blev så anspændte, at selv jeg begyndte at råbe på dansk. Det var så fedt.

Skolen er ved at begynde for real. Jeg har skiftet til Fransk 6, som er lavet til Senior class. Somewhat svarende til 2g, og jeg er en af de bedste i klassen. De har en interesant accent. Jeg har tonsvis af lektier, og læren kan huske navnene. Men jeg er også begyndt at få venner. Noget som danskere kunne lære noget af, er at amerikanerne er enormt åbne. De elsker at møde nye mennesker, og tager dig til sig efter meget kort tid. Det er nok lidt overfladisk i starten, men ret hurtigt begynder man at grave lidt dybere.
Ud over det er os 4 udvekslingsstudenter enormt populære. Alle vil snakke med os, og have os til at sidde ved deres bord i kantinen. Vi skal i biografen i morgen med nogle venner, og vi skulle også have været ude i et af de store centre i byen, Penn Square Mall.

Håber at i alle har fået en god gymnasie start. Ked af at jeg ikke kan dele det med jer, men jeg håber stadig at i alle er kommet ind på den linje i ville, og at i møder en masse nye fantastiske mennesker.

Stay awesome.

Malthe (Matt)

Victor har det sjovt!

flyvende stol, hvorfor ikke?

Første Amerikaner pandekage i Amerika.

Chiller og synger.

Anden første skoledag

Haløjsa folkens!

Så har jeg endnu en gang sat mig ved tegnebrættet (min seng), for at fortælle jer vidunderlige mennesker om min færd i det Amerikanske.

I går havde jeg så min anden første skoledag. Det er lidt svært at se hvad der står på mit skema, men i første time havde jeg algebra 2. Tallet står for hvilket niveau faget er på. Jo højere tal, jo højere niveau. Derudover er der andre former for niveau inddeling. Først tal, så er der honors, AP (aner ikke hvad det står for) og IB (International baccaulerate) eller en form for høj niveau. Men alle timer de første to dage, starter med gennemgang af en syllabus. En syllabus er en form for reglement, hvor de siger til vel og mærke 16 årige elever, at de ikke må komme for sent, og at de skal lave deres lektier. De mere awesome lærere, sagde at det kunne vi nok godt finde ud af, så de gennemgik nogle ting, der specifikt tilhørte deres fag. For eksempel skal jeg med skolebandet, spille som pep band for basket holdet. Derudover skal vi deltage i nogle konkurrencer, og sådan nogle ting. Så kom jeg 40 minutter for sent til min Government class, fordi mit skema var forkert... Læreren forstod det heldigvis, så nooo problemo. De fleste af mine timer gik derfor med at høre på lærere snakke om ligegyldige ting.
Men nu til det vigtige. Forventninger contra virkelighed. Det er beyond swag, hvis nu vi skal være lidt fint på den. Jeg bliver hentet af en gul skolebus, og ankommer til kaos på gangen når klokken ringer, proppet kantine, piger der råber "i love you" over hovedet på alle andre, og små munchkins der løber rundt i mellem alle dem fra high school. I kantinen er der det vietnamesiske bord, en masse smågrupper, udvekslingsstudenternes bord, sammen med en masse awesome glade typer! Alle er glade, og så er udvekslingsstudenter ULTRA populære. Der er folk jeg ikke har sagt hej til, der siger "hey Matt" på tværs af gangen, og jeg har været der 2 dage! Der var nogle der spurgte, om jeg ville hænge ud i weekenden. Alt er fantastisk bortset fra 1 ting. Jeg har næsten ikke sagt et ord i klassen indtil videre. Jeg betragter normalt ikke mig selv som den stille tyr (høhø), men i klassen selvom jeg kender svaret, sidder det ligesom bare fast i halsen. Det nok bare fordi, at det er de første dage. Jeg har ikke noget problem med at snakke med folk, eller svare hvis jeg bliver spurgt, men selv at skulle sige noget. Det er sværere end som så.
Det er faktisk rimelig nemt med navne herovre. Alle pigenavne slutter på i eller y. Alli, kacy, stacy, sammy, katy, christy og så er der Baha fra et eller andet sted tæt på Indien. Der er næsten ingen der bruger deres rigtige navn. Kun drengene. Ikke at jeg ligefrem hjælper på den statistik. Folk kan bare ikke sige Malthe. Det er så langt fra engelsk som det kan. Og min værstfar bliver ved med at introducere mig som Malthe, og den går bare ikke! Folk fanger alligevel ikke, hvad jeg hedder, og jeg bliver nødt til at sige Matt alligevel. '
På torsdag efter skole skal jeg til Baha'i Youth Conference. Det er et måde for unge mennesker, for i følge Baha'i troen er det ungdommen der vil ændre verden. De dyrker ungdommen rigtig meget. Sidste fredag havde vi study evening, hvor vores lille familie læser tekster fra baha'i troen, og snakker om forskellige idéer o.s.v. I ved jeg ikke er synderligt religiøs, men baha'i troen har en masse gode ting i sig. De dyrker det gode i alle mennesker, og mener at alle burde behandles ens, på tværs af religion, nationalitet og hudfarve. Dog ikke seksualitet, da det er en 150 år gammel religion, er den stadig lidt gammeldags.
Søndag snakkede jeg med min familie i Danmark for første gang i 2 uger. Det var godt nok mærkeligt, men enormt rart at høre deres stemmer. Får beskeder fra venner der spørger hvordan jeg har det herovre. Elsker det. Please hold mig opdateret hvis der sker noget som jeg går glip af.

Men jeg vil vende tilbage efter youth conference. Det bliver nok en gang mandag aften.

Vær fantastiske og dejlige!

Malthe

På torsdag eft

Indianertramp, skole og en fez.

Haløjsa.

så har jeg sat mig tilbage til tegnebrættet, og skrevet mere om min lille tur over atlanterhavet.

Her i forgårs var jeg til noget der hedder et Powwow, med min nabo, som er indianer. En powwow er et møde for forskellige stammer, hvor de dyrker deres kultur, og finder sammen. Vi tog derud ved omkring 3-tiden, og kørte igen omkring klokken 10. Det var noget af en oplevelse. Der var hele tiden liv. Det ene øjeblik gik folk bare rundt, og lavede ting og sager, og det næste var alle med i en fællesdans, med akkompagnement fra en trommecirkel, som sad og trommede (huhøjsa kan i følge med) samtidig med at de sang lokale sange. Det var mest bare en masse huehua, men der var alligevel noget specielt over det.
Så omkring klokken 6 stoppede trommeriet, og folk satte sig til at spise. Der var nogle der syntes vi så sultne ud, så vi blev inviteret til kylling (fast del af en hver sydstats middag) bønner, indianer tacos og dessert. Noget som jeg har lagt mærke til, er at alle er enormt gæstfrie. De inviterer en ind alle mulige steder, og er altid enormt rare. Så sent som i går, da jeg gik hjem fra fitness, stod det ned i stive stænger, og en dame som arbejder i centeret, kørte ud efter mig for at køre mig hjem. Hun havde gået i samme kirke som Victor, så det var ikke bare en komplet fremmed.
Men efter vi så havde spist, tror jeg lige folk skulle slå maver, og så begyndte det ellers igen. Så var der noget der hed æring. I indianer kulturen, handler det ikke om at modtage gaver, men om at give. Så den familie der kan give mest, er mest awesome. Og det tog lang tid, for der var godt nok mange gaver. Og efter det, begyndte det helt store påfugleshow.
Men kom klædt ud imponerende fjerdragter i farver, så man skulle tro, at der var nogle der havde tabt en seriøs bunke maling ud over dragten. Dem med 2 fjerfaner, blev kaldt for fancy dancers (det var nok rimelig præcist), og dem med 1 hed original dancers. Så lavede de en gand march, hvor alle kom ind i en stor ceremoni, med trommen og hoppen over det hele. Hvis man havde bare tær, kunne man mærke jorden ryste under sig.

Det var uden tvivl noget af det vildeste jeg nogensinde har oplevet. Når der ikke er mange tilbage af sin slags, kan jeg godt forstå at man samler sig. Oklahoma er faktisk gammelt indianer land. Man havde først rykket dem længere øst og sydpå, men så fandt man olie, og så gav man dem det land som ingen andre gad have. Oklahoma. Så det er et virvar af forskellige stammer der samler sig til de her powwows. Selvom jeg var 1 ud af 4 blonde ud af de 1000 som var til powwow, var det stadig utroligt. I aften skal vi ud og spise, på byens efter sigende, bedste steak restaurant. Sidste gang at de var der, blev de næsten kørt ned af en hest. Jeg ved ikke rigtig hvor tryg jeg er ved at skulle et sted hen, hvor der er chance for at blive kørt ned af en hest. En ting jeg lige vil fortælle jer. DET HER ER REDNECK LAND! Uden at overdrive, hver 4. bil man ser er en pickup truck, og det er den eneste stat i landet, hvor at alle counties (kommuner) havde stemt repuplikansk. Så hvis jeg ikke kommer tilbage om 10 måneder, er det nok fordi jeg ved et uheld har sagt, at jeg går ind for abort, og er derfor blevet gennempløkket af en eller andens shotgun, og derefter smidt op i ladet på en pickup, for at blive dumpet i en sump.

Ses forhåbentligt om 10 måneder. Malthe

H